Eilif Peterssen # Judas Iskariot

Judas Iskariot

Eilif Peterssen

Detaljer

Year: 1877

Medium: Maleri

Material: Olje på lerret

Period:

Topic: Historier

Vinteren 1877 ble Eilif Peterssen invitert til å delta i konkurransen om altertavle til den nye Johanneskirken i Christiania. Han holdt da på med en stor komposisjon, Bergprekenen, som han hadde fått ideen til året før. Dette bildet skulle han ikke komme til å fullføre, men det religiøse maleriet var kommet på moten i München, og Peterssen fikk ideen til flere motiver. Ett av disse var Judas Iskariot. Han nevner det første gang i et brev til foreldrene 11. mars 1877:

«Bjergprædikenen» har nu stått urørt i over en Måned da Atelieret er for koldt; jeg har da gjort en del mindre Ting, og nu for kort Tid siden taget fat på et Billede som opfylder og interesserer mig så at jeg ikke kan tænke på noget andet. Det er Judas Ischariotes som forråder Christus i Gethsemane – bare to Hoveder; det er den personificerede ‘tragiske Skjæbne’, synes jeg, og jeg lover mig mere af dette i kunstnerisk Henseende end måske af noget andet jeg nogensinde har gjort.»

Bare drøyt to måneder senere kan han opplyse foreldrene at Judas Iskariot er fullført. «Jeg arbeider flittigt om Dagen og har nu min `Judas` færdig, og har havt den udstillet i den sidste Uge her i Kunstforeningen. Den har gjort megen Opsigt især blandt Kunstnerne, men det lader ikke til, at jeg bliver den kvit alligevel. Det er et altfor alvorligt Sujet for det store Publikum, og de flæste siger at de ikke vilde have det på sin Væg. Jeg sender den herfra til Stuttgart, så hjem til Udstillingen i Christiania, og vil (mellem os sagt) tilbyde Nationalgalleriet det. Hvis de ikke skulde ville bide på, sender jeg det til den store Udstilling i Berlin til Høsten.»
Bildet er mer presist også blitt kalt for Judas-kysset fordi det viser Judas som forråder Jesus ved å kysse ham og derved gi tegn til sine sammensvorne at de skal ta ham til fange. Peterssen har gjengitt det dramatiske øyeblikk der Judas lener seg frem mot Jesus for å kysse ham. Jesus ser på ham med et noe forskremt og mistroisk blikk, mens Judas avslører sin svikefullhet med et slu sideblikk. Jesus er i denne første versjonen av bildet klart fremstilt som et offer. Det dramatiske i situasjonen blir understreket gjennom den dunkle belysningen; scenen er kun opplyst av Judas’ tennstikke.
Peterssens valg av komposisjon gir visse assosiasjoner til Tizians Skattens mynt i Gemäldegalerie i Dresden. Når det gjelder valg av motiv, er det imidlertid sannsynlig at Henrik Ibsen kan ha inspirert Peterssen. I 1873 hadde Ibsen gitt ut sitt store historisk-filosofiske drama Keiser og Galilæer. Kort tid etter at det var kommet ut, skaffet Peterssen seg et eksemplar, og begeistret skrev han hjem til foreldrene:


«Jeg har forresten i den sidste Tid læst `Keiser og Galilæer´ af Ibsen, den er uhyre interessant og det maa ubetinget være noget af det Betydeligste som nogensinde er skrevet.»

Det eviggyldige temaet i Keiser og Galiæer, kampen mellom humanisme og kristendom, må ha fascinert den unge Eilif Peterssen. Det kan ha vært Ibsens bruk av Judas-temaet som har inspirert Peterssen til å ta fatt i dette motivet. I tredje handling i første del lar Ibsen de to «fornektelsens ånder» Judas og Kain komme inn som symboler på Julians eget forræderi som en frafallen kristen. Det er nærliggende å anta at Eilif Peterssen har diskutert Keiser og Galilæer med Ibsen da han portretterte ham i München i 1875, og at dette har inspirert ham til å ta opp temaet til malerisk behandling to år senere.

Da Judas Iskariot ble vist på en stor utstilling på Universitetet i Christiania i regi av Kunstnerforeningen sommeren 1877, skrev Lorentz Dietrichson en lengre anmeldelse i Morgenbladet, der han innledningsvis trakk frem Peterssen som en kunstner som «med Liv og Sjæl [tilhører] den realistiske Retning». Bakgrunnen for Dietrichsons forsvar var en anmeldelse i Aftenposten der kritikeren ikke kunne like bildet fordi han mente det var malt i en for tradisjonell stil. I følge Dietrichson var det motsatte tilfelle; «Peterssens Billede [er] just en fuldstendig Løsrivelse fra det Traditionelle». Dietrichson imøtegikk også kritikken fra enkelte hold om at Peterssen hadde gjengitt Frelseren i en altfor «menneskelig» skikkelse. Han mente at tross Peterssens uortodokse fremstilling, «saa synes dog denne Dristighed at holdes ham tilgode, naar han har kunnet skabe et saa inderlig og varmt følt, saa beaandet, ja lad os sige saaledes af Kristentro gjennemtrængt Billede som dette».
Men Dietrichson hadde også sine innvendinger. Særlig var han misfornøyd med Judas-skikkelsen. Til tross for at Judas da han forrådte sin herre for 30 sølvpenger ble regnet som den største forbryter, kunne man ikke ut fra dette bestemme hans fysiognomi, mente Dietrichson. «Han havde dog hørt til Apostlernes Kreds, og den Anger, der bagefter drev ham til Selvmord, viser vel ogsaa, at han maa have været en mere svag end en ond Karakter. Men den Person her, som med en vis slangeagtig snigende, uhyggelig Bevægelse bøier frem mod Frelseren sit Ansigt med den lave Pande, det undvigende Blik, de plumpt skaarne Træk, den haarde, sammenpressede Mund, kan man ikke godt tænke sig, hverken som Apostel eller som angrende Synder. Kunstneren har her ladet sin Indignation løbe af med sig, og uden at svigte sin realistiske Kunstnertro kunde og burde han gjort noget andet af Judas, end den simple, nederdrægtige, uhyggelige Skurk, han har afbildet.» Dietrichson var av den oppfatning at bildet ville ha vunnet ved en større ro og moderasjon i fremstillingen av Judas.
Dietrichson konkluderte sin anmeldelse med at Judas Iskariot var «et nyt og betydeligt Vidnesbyrd om Eilif Peterssens ægte Begavelse, saavelsom om det Alvor og den Dygtighed hvormed denne vor høitstræbende unge Kunstner arbeider».
I 1878 malte Peterssen en ny versjon av Judas Iskariot, der han tydelig tok hensyn til Dietrichsons kritikk. Han tonet ned det onde og slue i Judas’ ansikt, og hele skikkelsen ble lagt i skygge. Dessuten fikk Jesus et bestemt og overlegent uttrykk i ansiktet som gjorde ham mer til herre over situasjonen enn i det første bildet. Denne versjonen av Judas Iskariot havnet til slutt i Nasjonalgalleriet i 1950. I tillegg kjenner vi to versjoner til, begge i privat eie og datert 1878.

Tekst: Jan Kokkin


Våre partnere